Menu

torsdag 28. maj kl 10.00 - fredag 21. august kl 16.00

UDSTILLING // NANOQ, ANORAK, INUIT, KAJAK


Udstilling med Det Grønlandske Hus i Odenses egen samling af grønlandske genstande

I Det Grønlandske Hus i Odense og Nordatlantisk Hus har vi opstillet en ny udstilling under titlen "Nanoq, anorak, inuit, kajak".

Udstillingen består af grønlandske genstande, som er en del af Det Grønlandske Hus' egen samling. Genstandene er blevet samlet gennem flere år - og de har også været gemt væk i mange år. Nu kommer de endelig frem igen under denne udstilling, som kan ses i husets stueetage.

De fleste af genstandene har Det Grønlandske Hus fået som gave af folk, der har været tilsendte i Grønland. Andre genstande er blevet foræret af personer, der enten har samlet grønlandske ting over mange år, eller har fundet det blandt afdøde familiemedlemmers ejendele.

Det meste af udstillingen består af sælskindsgenstande, såsom sælskindstasker, der ofte sælges som souvenirs til danskere, eller sælskindsdragter, som tidligere er blevet brugt i filmoptagelser.

"Nanoq, anorak, inuit, kajak" giver et lærerigt indblik i grønlandsk kultur og levevis. Her kan du også komme helt tæt på diverse fangstredskaber såsom en kajak og en fangstblære, hvalrostænder og et isbjørne-skelet hoved, grønlandsk fodtøj og nationaldragter samt grønlandske fugle og diverse dekorationer.

Under udstillingen er der også mulighed for at se filmen "Inuit" af Jette Bang, som kører på en skærm i stueetagen. Filmen er optaget i 1938 og 1939 og giver et unik indblik i datidens Grønland. "Inuit" er en tidlig Kodachrome farvefilm, der blandt andet viser skindtelter, konebåde og klædedragter, som ikke bruges længere, men som samtidig har været en vigtig del af grønlandsk fangstkultur gennem mange år. Filmen viser glimt af tilværelsen i både Sydgrønland og hele vejen op ad den grønlandske vestkyst, og den fungerer således som et lærerigt indblik i Grønlands kulturhistorie.

Udstillingen åbnede den 28. maj, og den kan ses indtil den 21. august.

I øjeblikket kan den kun ses i administrationens eller butikkens åbningstid. Fri entré.