Menu
Pakkut    

Gratis tilbud til grønlandske studerende i Danmark

18. februar 2020

Socialt samvær mellem studerende er vigtigtFor andet år i træk får de grønlandske studerende, tilknyttet Det Grønlandske Hus i Odense og Det Grønlandske Hus i København, en fantastisk mulighed for at få gratis kurser vedrørende: studiedansk, studiekultur og netværksmulighed igennem projektet Pakkut.

Ordet ”pakkut” er navnet på et balanceudstyr nye karakroere kan bruge, for ikke at kæntre. På samme måde vil de to grønlandske huse hjælpe de studerende i at balancere deres studieliv.

Kurserne køres som en række korte og målrettede kursustilbud. Her kan studerende melde sig til et eller flere kurser efter behov – helt gratis. Kurserne indeholder blandt andet: planlægning, læsning, mundtlig fremstilling, skriftlig fremstilling, rapportskrivning, fremlæggelse og mod eksamensangst.

Evaluering af kurserne fra sidste år viste, at der er brug for kurserne på tværs af de forskellige uddannelsesniveauer. Alle deltagere – fra tømrerlærling til kandidatstuderende – havde fået metoder, som de kunne bruge til deres studier. Aviaaja Dalager, pædagogstuderende fra Odense som var med til et Pakkut-kursus sidste år, skrev ved evalueringen: ”Det har hjulpet mig med at læse mere og fokusere mere, når jeg laver mine lektier.” 

”At skulle fremlægge – at stå op tale om noget man faktisk vidste noget om gav et selvtillidsboost og følelsen, at man godt kunne.”
– deltager i kurset i København Karl Faurschou, Kandidatstuderende i Tværkulturelle studier i København

Vi håber, at mange vil gøre brug af kurserne, så – hvis du er studerende tilknyttet til de to grønlandske huse i Odense og København – tilmeld dig allerede nu til projektleder Kistaraq Egede.

Fakta

Pakkut er skabt i samarbejde mellem de to grønlandske huse i Odense og København og finansieres via den danske finanslov i en fireårig periode fra 2019.

Kurserne afvikles hver 14. dag i de grønlandske huse i både Odense og København fra slutningen af februar til slutningen af maj: Odense på onsdage kl. 17-20 og København på torsdage kl. 17-20.

Ind imellem kurserne kan deltagerne få hjælp fra frivillige studiehjælpere i den sproglige del af deres opgaver og netværke om deres studieliv.

Deltagerne får mad og drikke under kurset og kan få transporten betalt.

Underviserne

Nina Gøthche er uddannet cand.mag. i dansk og kunsthistorie. Nina har undervist på gymnasier, pædagoguddannelser, handelsskole, politiskoler og grundskoler i både Grønland, Norge og Danmark.

Nikolaj Gedionsen er uddannet cand.mag. i Engelsk og International Development Studies. Han er født og opvokset i Nuuk, hvor han også har taget sin gymnasiale uddannelse. I dag er han underviser på Tietgen Skolen i Odense. Nikkulaat vil kunne bruge sin egen viden som grønlandsk studerende i Danmark i undervisningen i Pakkut.

De Grønlandske Huse

De Grønlandske Huse informerer om Grønland og grønlandske forhold. Uddannelsesafdelingen i husene administrerer og vejleder kommende og eksisterende studerende fra Grønland.

De Grønlandske Huse i København og Odense dækker Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Hovedstaden.